14. Leksikon

​Liste over bygningsudtryk:

Afvalmet: Se tag.

Altan: Oprindelig betegnelse for en åben udbygning på et hus i højde med en af etagerne og omgivet af et rækværk, et brystværn eller en balustrade. I dag betegnes et friluftsrum under tag, ligeledes i højde med husets etager, også altan.

Arkitrav: Hovedbjælken i en gesims, som hviler på søjlernes kapitæler i antikke bygninger.

Art déco (egl. fr. Art décoratif, ”dekorativ kunst”): International dekorativ stilretning (ca. 1920-1940) inden for brugskunst og arkitektur, der vægtede det stramt stiliserede og klassiske, men samtidig meget dekorerede udtryk. Meget lidt udbredt i Danmark. Danske eksempler: Stærekassen ved Det kgl. Teater, Kgs. Nytorv.

Art nouveau (fr. ”ny kunst”), Jugend (ty. ”ungdom”) eller Modern Style: International dekorativ stilretning (ca. 1890-1920) inden for brugskunst og arkitektur, der vægtede det personlige og stærkt organiske udtryk; ofte ved imitation af planters slyngede og opadstræbende vækstmønstre. Den danske udgave af stilen bliver ofte kaldt skønvirke. Danske eksempler: Vibensgaard, Østerbrogade 158-160 og Glacisgaarden, Østbanegade 11, København.

Atlant: Hel mandsfigur, der indgår som bærende led i en bygningskonstruktion. En karyatide er en tilsvarende bærende kvindelig figur.

Attika: En lav mur over hovedgesimsen på en bygning, evt. med partier med balustre. Dens formål er at skjule taget. Den kan bære indskrifter, skulpturer eller ornamentik. Ses især i rokoko og nyklassicisme.

Balkon: En uoverdækket udbygning af en etage. Den bæres af kragsten, piller, søjler eller evt. af bjælker fra husets bærende konstruktion forlænget ud under den. I nyere byggeri er  armeret beton eller jerndragere undertiden anvendt som bærende led. En balkon har en brystning af murværk eller af tilhuggede sten, en balustrade eller et gelænder, evt. af smedejern.

Baluster: Forekommer i trappegelændere, balustrader og lign. Balustret er det enkelte lodrette led i afskærmningen. Kan være udført af forskellige materialer, f.eks. jern, sten eller træ. Det kan være sammensat af flere profilled og være belagt med profilringe. Findes med cirkulært, ovalt og kantet tværsnit. Kan også være udstyret med udskårne eller udhuggede prydelser.

Balustrade: En brystning med balustre.

Barok: Stilart, der opstod i Italien i tiden omkring 1600. I Danmark var stilen udbredt fra ca. 1660-1760. Barokstilen er kendetegnet ved dramatiske lys/skyggeeffekter i facaderne, skulpturel bearbejdning af murmasserne og monumentalitet i helheden. Ofte har bygningerne tunge, skulpturelle mansardtage, og borgerhusene har gavlkviste og er malede i kraftige farver. Der anvendes også ofte risalitter og forkrøppede gesimser. Danske eksempler: Gråbrødretorv 1-7 i København og Stengade 64 i Helsingør.

Base eller basis: Fodstykke på søjle eller sokkelparti på mur.

Bedre Byggeskik: Dansk landsdækkende bevægelse (1915-1965), som havde til formål at højne bygningskulturen på et nyklassicistisk grundlag. Bevægelsen, der tilbød tegnehjælp til private bygherrer, havde stor indflydelse på byggeskikken, især i årene ca. 1915-1940.

Beton: Hærdnet blanding af cement, tilslagsmaterialer, evt. flyveaske, og vand. Tilslagsmaterialerne er sand, grus og sten. Beton, der i dag i udstrakt grad benyttes til bærende konstruktioner, er, når blanding og støbning er rigtigt udført, et holdbart og stærkt byggemateriale. Armeret beton eller jernbeton, som beton med indlagt armering kaldes, dukkede frem i midten af 1800-årene.

Bindingsværk: Bygning, hvis bærende og sammenholdende konstruktion består af lodrette og vandrette tømmerstykker evt. suppleret med skråtstillede stykker.

Blankmur: Teglstensmur uden overfladebehandling bortset fra fugning.

Blænding: Flad murniche. Kan være anvendt alene i dekorativt øjemed eller for at spare på bygningssten – i sådant tilfælde kaldes den en spareniche.

Blødstrøgen: Se tegl.

Bossage: Murværk, hvis rustiktilhugne kvadre har flader, der springer længere frem end kvaderens kant. Betegner også samme effekt udført i puds, hvilket ofte ses i historicismen.

Bryn: Vandret eller buet profilvulst over dør eller vindue. Også murbryn.

Brystning: Betegnelse dels for en lav mur omkring en altan etc., dels for arealet fra et vindues underkant og til gulvet. Den lave mur kaldes også undertiden brystværn.

Bue: Afdækning over åbning eller blænding, der kan være båret af piller, søjler eller murvanger. Man taler om buens ben, som støtter på den øverste del af det bærende element, vederlaget eller vederlagsstenene. Buebenenes nederste del kaldes buefod, trykleje eller tryklejesten. I buens toppunkt kan være indsat en lidt fremhævet, evt. specielt udformet sten kaldet slutsten. Afstanden mellem buens bærende elementer målt under vederlaget kaldes dens spændvidde. Der findes forskellige buetyper, eksempelvis spidsbue, skulderbue, fladrundbue eller kurvehanksbue, hesteskobue, kølbue, som i en lidt mere fladtrykt udgave benævnes æselrygbue.

Buestik: Bærende murværk i form af en bue over en muråbning af særligt formede sten eller af højkantstillede mursten.

Bygningskrop: Selve bygningens volumen og generelle skikkelse.

Cortenstål: En type rustfrit stål, som man intentionelt får til at ruste. Cortenstål, der bl.a. kan anvendes på bygningsfacader, indeholder 1,2 procent krom plus lidt kobber, fosfor og nikkel. Der danner sig hurtigt et rustlag, men den fortsatte rustdannelse går fire til otte gange langsommere, end hvis der var tale om almindeligt blødt stål.

Dannebrogsvindue: Se vindue.

Etageanker: Se muranker.

Eternit: Fibercement (oprindeligt en blanding af cement og asbestuld) presset til plader. Anvendes bl.a. til tagplader og beklædningsmaterialer.

Facade: En bygnings yderside.

Facadebånd: Dekorative horisontale bånd, der tjener som opdeling af en facade.

Facaderytme: Den rytmiske inddeling af en bygnings facade som en vekslen mellem murværk, vinduesåbninger og evt. dekorative elementer.

Facadeskema: En facades komposition og samlede disposition af vinduesåbninger, murflader og evt. dekorationer.

Feston: Sammenbundne frugter, blomster og blade, der nedhænger i en bue sammen med flagrende bånd. Kendes fra antikken. Optræder på ny i renæssancen og bruges til og med nyklassicismen.

Filigran: Bruges til at betegne særligt spinkle og forfinede detaljer, der ofte er net- eller trådagtige.

Flunke: Se kvist.

Forkrøpning: Knækket forløb af en ellers lige konstruktionsdel. Det kaldes også forkrøpning, når et profil eller en gesims er ført rundt om en fremspringende bygningsdel.

Formsten: Se tegl.

Fransk altan: En indadgående dør, der kan åbnes til det fri, og som er afskærmet med et rækværk.

Fransk værn: Se mansardtårn.

Frontispice: En gavlagtig trekant eller buet prydelse, ofte anbragt over en bygnings hovedparti eller over vinduer og døre. Benævnes også frontgavl, fronton og frontspids.

Fuge: Åbningen imellem to sammenstødende materialeflader. F.eks. kaldes mørtelfyldte mellemrum mellem de enkelte sten i en mur for fuge.

Funkis: Forkortelse for funktionalisme.

Funktionalisme: Arkitektonisk strømning ca. 1930-1950. Funktionalismen var en modreaktion mod historicismen og vægtede bygningens funktionalitet som det primære. Bygningens udformning skulle være rationelt og funktionel begrundet, og dens æstetik skulle følge af funktionen (”form follows function”) i stedet for at være baseret på et historisk formsprog. Beton blev ofte anvendt som synlig konstruktion, og de tekniske muligheder – hvor facaden ikke længere behøvede at være bærende, men kunne erstattes af søjler inde i huset – gav også mulighed for karakteristiske hjørnevinduer. Desuden fremkom de spinkle stålvinduer. Den internationale funktionalisme var præget af skulpturelle, udekorerede, hvide bygningskroppe af beton inspireret af Le Corbusier (danske eksempler er Bella Vista i Klampenborg, Klintegaarden i Århus), mens den nordiske funktionalisme gav de nationale materialer (tegl) mere spillerum (danske eksempler på national funkis: Blidah Park i Hellerup, Vestersøhus langs Skt. Jørgens Sø i København). Den såkaldte funktionelle tradition (eksempelvis Bredalsparken i Hvidovre) voksede ud af sidstnævnte og dominerede byggestilen i Danmark 1945-1960.

Gavl: Endemuren på en bygning. Betegnelsen bruges også om den øverste del – gavltrekanten – alene.

Gesims: Fremstående profileret bygningsdel, der tjener til dekoration eller som overgangsled mellem to bygningsdele, f.eks. mellem mur og tag. Ligeledes prydes overgangen mellem væg og loft ofte med en gesims. En bæltegesims er et profileret led, der deler en murflade vandret; den kaldes også en kordongesims. En sålbænksgesims er en profileret bæltegesims, der indgår som sålbænk under de enkelte vinduer. Hovedgesimsen er den gesims, der afslutter facaden umiddelbart under taget. En pudsgesims er opbygget af profileret puds. Den kan være trukket med en skabelon og kaldes da en trukket gesims.

Gotik: Gotikken var en bygningsstil i middelalderens Europa ca. 1150-1525, der byggede videre på den romanske stil, men adskilte sig fra denne ved en stærk vertikal orientering kendetegnet ved anvendelse af spidsbuer, spidshvælv og opadstræbende piller. Her i landet har stilen mest udfoldet sig som murstensgotik, hvor tegl anvendes til konstruktioner, og hvor kamtakkede gavle er synlige vidnesbyrd om gotikken. I Danmark fortsatte stiltræk fra gotikken i kirkebyggerier helt op til ca. 1650, hvilket ses i bl.a. Trinitatis Kirke. Danske eksempler: Århus Domkirke, Helligåndshuset i København. Grid: Et netmønster af linjer, der krydser hinanden i rette vinkler.

Guirlande: En kæde af festons bestående af bladværk, blomster og evt. frugter sammenbundet med bånd.

Historicisme: Stilperiode, der dominerede ca. 1850-1900. Perioden var kendetegnet ved stilblandinger, hvor de historiske stilarter blev imiteret og sammenstillet (eklekticisme). Stilen skulle ”passe til” bygningstypen, og ofte blev italiensk renæssance anvendt til bankbygninger, romansk stil og gotik til kirker, hollandsk renæssance til herregårde etc. Epoken lagde vægt på dekorationen af facaden som det dominerende udtryk snarere end bygningernes indre rum. I Danmark fik perioden en ”europæisk” domineret retning (”stukarkitekturen”) og en mere nationalt domineret strømning, der lagde vægt på synligt murværk og danske materialer (tegl, træ, granit). Sidstnævnte gav senere anledning til nationalromantikken. Danske eksempler på ”europæisk” historicisme: Bredgade 63-65 & 73-77, Søtorvets bebyggelse – alle i København. Eksempler på national historicisme: Blegdamsvej 106, Nørre Voldgade 11 – begge i København. Hollandsk renæssance (alternativt nederlandsk renæssance): En særskilt stilart under historicismen, der i tiden ca. 1850-1900 imiterede den særlige danske og nederlandske renæssance (se denne) fra perioden ca. 1570-1660. Forbillederne var bl.a. Rosenborg Slot, Frederiksborg Slot i Hillerød, Jens Bangs Stenhus i Ålborg og de mange herregårde i denne stil, der var kendetegnet ved murværk af røde mursten med sandstensbånd og -vinduer, en rig skulpturel dekoration af vælske gavle samt anvendelse af kobbertage og kupler. Danske eksempler: Gefion og Gylfe, Østbanegade 19-21, København, Lille Rosenborg, Frederiksberg Allé 23, Frederiksberg.

Jernbeton: Se beton.

Jugendstil: Se art nouveau.

Kam: Det stykke af en gavlmur, der rager op over tagfladen. Det kan være glat, svunget eller med takker. Kamtakker: Retvinklede aftrapninger på en kamgavl. Meget anvendt som pryd på bygninger fra gotik og renæssance samt på ny i slutningen af 1800-tallet. Kapitæl: Hovedet på søjle eller pilaster. Der findes mangfoldige typer, men de almindeligste er de doriske, joniske, korintiske, kompositte og toskanske.

Karnap: Et udvendigt fremspringende bygningsparti forsynet med tag og vinduer.

Karré: En boligblok omgivet af gader og oftest kvadratisk udformet.

Karyatide: Se atlant.

Kit: Til tætning og sikring af glasruder i vinduesrammen anvendes oliekit, hvilket er vandrevet kridt blandet med linolie til en tyk dej.

Kitfals: Falsen imellem vinduesrammen og glasruden, hvor kitten trykkes i.

Klassicisme: Anvendes om stilarter, der griber tilbage til den græske og romerske antik som inspirationskilde. De væsentligste eksempler er renæssancen, klassicismen og nyklassicismen. Klassicismen i Danmark varede fra ca. 1760 til ca. 1850. Danske eksempler fra første periode: Harsdorffs Hus og Erichsens Palæ på Kgs. Nytorv, Lars Larsens Gård, Kronprinsessegade 2– alle i København. Senklassicismen var en sen afart af klassicismen kendetegnet ved lavt relief i facaderne, ægyptisk dekorativ inspiration, behersket klassicerende dekoration og (i Nordeuropa) øget anvendelse af tegl i facaderne. Den tyske arkitekt K.F. Schinkel var en væsentlig inspirator for stilen. Udbredt i Danmark ca. 1830-1860. Danske eksempler: Skt. Annæ Plads 1-3 og Nikolaj Plads 3-9, København.

Konkav: Indadbuet, indadhvælvet.

Konsol: Ornamentalt fremspring af sten eller træ på mur eller væg, beregnet til at bære overliggende bygningsdele.

Konveks: Udadbuet, udadhvælvet.

Kragsten: Sten, der fungerer som konsol.

Kransporsbyggeri: Meget lange, rytmisk ensartede modernistiske bygningskroppe af betonelementer (montagebyggeri).

Kubisme: Stilretning inden for kunsten ca. 1905-1920. Malemåden blev opkaldt efter de geometriske former, som malerne benyttede til at gøre værkerne todimensionelle i stedet for tredimensionale. Den perspektiviske dybdevirkning blev brudt, og i stedet blev fladen betonet.

Kuppel: Afsluttende hvælv eller tag, der er mere eller mindre halvkugleformet. Løgkuplen er én af mange variationer af kuplen.

Kvader: Natursten, der er tilhugget i firkantet form, så den kan finde anvendelse i murværk. Herhjemme er materialet oftest granit.

Kvadermuring: Opmuring med kvadre. Benyttes også om udformning af teglstensmurflader, således at nogle partier skyder frem, som var det kvadre, mens andre er nedsænkede som fuger.

Kvadermønster: Malede kvadre på murværk brugt dekorativt, eller kvadre efterlignede i puds.

Kvaderpudsning: Pudsning, hovedsageligt af facader, der efterligner kvadre.

Kvist: Opbygning på et tag med selvstændigt tag samt vindue eller luge. Sidevæggene på en kvist kaldes flunker. Disse er beklædt med zinkplader, kobber, skifer, træ eller lign.

Københavnertag: Se tag.

Lisén: En flad retkantet murpille uden basis og kapitæl. En hjørnelisén går omkring et hushjørne. Rammelisén er opbygget med en ramme som kant. Ørelisén har øreformede forkrøpninger foroven.

Loggia: En buegang, hvis buer bæres af søjler eller piller. Kan også være en åben altan bygget ind i husfacaden – modsat balkon.

Mansard eller mansardtag: Se tag.

Mansardtårn: Afslutning af tårn, der har stejle (til tider krumme) sider og form som underdelen af et mansardtag. Tårnet har afskåret, flad top og kan afsluttes af et rækværk (et fransk værn), eller af en flad kuppel. Meget anvendt i historicismen.

Maskinsten: Se tegl.

Medaljon: Oval eller cirkulær ramme, der i klassicismen ofte fremstilledes som ophængt i en sløjfe og omgivet af flagrende bånd. Kan være udfyldt med et reliefarbejde, f.eks. et ansigt i profil.

Modernisme: Arkitekturstrømning ca. 1920-1970 (og senere). Modernisme kan anvendes synonymt med funktionalisme, men den egentlige modernisme strækker sig tidsmæssigt længere end funktionalismen. Modernismen går også under navnet ”international stil”. Det rationelle internationale højhusbyggeri i glas og stål associeres primært med modernismen. Danske eksempler: Bikubens hus, Nørre Voldgade 68, København, Domus Vista, Nordens Plads, Frederiksberg, Gellerupparken, Århus.

Modern Style: Se art nouveau.

Mondriansk: Efter maleren Piet Mondrian (1872-1944) fra den hollandske De Stijl-bevægelse i 1920’erne. Minimalistiske malerier med sorte gridmønstre udfyldt med hvide felter og enkelte røde, gule og blå felter.

Monokrom: Ensfarvet.

Montagebyggeri: Bygninger opført af præfabrikerede betonelementer.

Muranker: Jernanker, der forbinder bjælke med murværk.

Murblænding: Se blænding.

Murvange: Mindre, fritstående murflade.

Nationalromantik: Dansk stilart, der i opposition til historicismen vægtede de nationale motiver (bindingsværk) og materialer (granit, kobber, tegl, træ) som bærende i arkitekturen, ofte sammenblandet med stiltræk fra italiensk renæssance (især loggiaer, søjler og buer). Var  fremherskende ca. 1890-1910. Danske eksempler: Skansepalæet, Strandvejen 34-36/ Heibergsgade 25-27 & 28-36, Århus, Chr. IX’s Gade 1/Gl. Mønt 10, København. Nybarok: Imitation af barokstilen i perioden ca. 1905-1930.  Nationalromantikkens komplicerede facadekompositioner blev erstattet af simplere skemaer, og bygningskroppen blev betonet som masse og volumen. Danske eksempler:  Grønningen 19-21 i København og Bülowsvej 40/Rosenørns Allé 70 på Frederiksberg.

Nyklassicisme: I Danmark betegnelse for klassicismens genkomst i perioden 1915-1930. Klassicismens arkitektur blev forbilledet for en stram, monumental arkitektur, der ofte fremstod kubisk med pudsede facader, få vindueshuller og kvistløse tage. Etagehusene, der enten var pudsede eller fremstod i blankmur, blev til en stram, rytmisk, sparsomt dekoreret arkitektur uden fremspring og karnapper (hånligt kaldet ”kilometerstil”). Danske eksempler: Hornbækhus, Borups Allé/Ågade/Hornbækgade/Skotterupgade, Classens Have, Classensgade/Strandboulevarden/Arendalsgade/Livjægergade.

Overligger: Bjælke eller sten, der ligger som bærende led over f.eks. dør- eller vinduesåbning.

Palæstil: Klassicerende stilperiode i historicismens sidste fase ca. 1890-1905, der ofte blandede klassicistiske træk med elementer fra rokokoen. De pompøse huse har næsten altid pudsede facader i lavt relief og ofte rokoko-elementer såsom attikaer, store valmtage eller mansardtage samt liséner. Danske eksempler: Stockholmsgade 27-29 & 45-57,  København, Nyhavnsgade 9, Aalborg. Parterre: Stueetage, etage i plan med terræn.

Penthouse: Etage let tilbagetrukket fra facadelinjen, ofte med boliger, oven på en bygnings (ofte flade) tag. Typisk med store glaspartier og udvendige terrasser. I visse tilfælde har man ved ombygning erstattet en bygnings oprindelige tag med en  Penthouseetage. Meget anvendt i funktionalistisk arkitektur og i nutidigt byggeri.

Pilaster: Flad, retkantet pille på mur eller væg. Den har base og kapitæl og kan tjene som støtte, men for det meste er pilasteren rent dekorativ.

Pille: Bærende led i form af en fritstående muret støtte. Den kan have f.eks. rundt eller kantet tværsnit. Den mangler base og kapitæl.

Pinakel: Lille murtinde, spir eller spidssøjle anvendt som pryd f.eks. på kamtakkede gavle.

Polykrom: Flerfarvet.

Postmodernisme: Stilperiode ca. 1970-1995, der var kendetegnet ved en fri, legende og citerende omgang med fortidens stilelementer, der blev anskuet som et katalog, man kunne plukke fra til inspiration for ny arkitektur.  Postmodernismen er dermed en slags arvtager til historicismens tilgang. Opgøret med modernismens minimale, monokrome og modulære formsprog var karakteristisk. Ofte ses kulørte farvesætninger af bygningsoverflader, løsrevne historiske bygningselementer, der har karakter af citater, samt en generel tilbagevenden til et traditionelt formsprog. Danske eksempler: Blangstedgård, Odense, Garvergården, Jagtvej 211, København.

Refendfugning: Murpuds, der ved hjælp af dybe fuger er opdelt i kvaderagtige bælter. Over vinduer og døre knækket ned lig stik.

Renæssance: Betydningsfuld stilperiode i Europa ca. 1300-1560 og i Danmark ca. 1500-1650, kendetegnet ved en genopdagelse og imitation af antikkens formsprog (de klassiske søjleordner, rundbuen, symmetrisk facadeopbygning, skulpturel dekoration). Desuden vægt på proportionslære. I Danmark ses næsten altid varianten hollandsk renæssance, der adskiller sig noget fra den italienske renæssance ved sine røde eller gule teglstensmure, vælske gavle og rige udsmykning med sandstensornamenter og volutter. Mere simple borgerhuse var udført i bindingsværk. Danske eksempler: Jens Bangs Stenhus i Aalborg, Amagertorv 6 i København.

Risalit: Fremspringende parti på bygningsfacade. Oftest på dens midte - midtrisalit – eller for enderne – siderisalitter.

Rokoko: Stilperiode, der enten betragtes som selvstændig eller som en del af den sene barok. Stilen, der opstod i Frankrig som interiørdekoration, dominerede europæisk arkitektur og brugskunst ca. 1730-1770. Det gennemgående element er den såkaldte rocaille, der er et muslingeformet eller c-formet ornament. Rokokoen er præget af organiske plantemotiver, der slynger sig asymmetrisk. Derudover kendetegnes perioden af beherskede facader i svagt relief, med rig anvendelse af attikaer, liséner og refendfugning. Danske eksempler: Palæer og borgerhuse i Frederiksstaden, København, Kongegården, Algade 25, Korsør.

Romansk stil: Middelalderlig stilperiode, der dominerede Europa ca. 1000-1150 og blev efterfulgt af gotikken. Rundbuen er det dominerende stiltræk. Man arbejder videre på Antikkens fundament, i Norden blandes dette op med rester af  vikingetidens stil, og keltiske påvirkninger gør sig gældende i bl.a. ornamentik. De fleste danske landsbykirker, omkring 1650 i antal, er opført i romansk stil. Danske eksempler: Tveje Merløse Kirke, Hover Kirke, Broager Kirke.

Roset: Et rundt, sikkert oprindeligt floralt ornament forestillende et mere eller mindre stiliseret blomsterhoved, f.eks. en nellike. Der findes dog også rosetter, som er helt geometriske. Der optræder ligeledes halv- og kvartrosetter. Rundbuestik: Stik, der afslutter en rundbue (se bue).

Rundbuestil: En særskilt stilart under historicismen, der i tiden ca. 1850-1900 imiterede den romanske stil; ofte sammenblandet med andre stilelementer. Det gennemgående strukturerende element er rundbuen – placeret over vinduer og døre. Ofte står facaderne i blankmur. Danske eksempler: Grøns Pakhus, Holmens Kanal 7, Vodroffsvej 5-9, Frederiksberg.

Sadeltag: Se tag.

Segmentgavl: Gavl med et cirkeludsnit som afslutning.

Senklassicisme: Se klassicisme.

Skønvirke: Dansk version af stilen art nouveau opkaldt efter tidsskriftet ”Skønvirke”, udbredt ca. 1895-1910. Stilen præges af danske materialer som tegl, granit og træ og smelter ofte sammen med nationalromantik. Se art nouveau.

Spidsbue: Se bue.

Spir: Et højt pyramide-, sadel- eller kegleformet tag, evt. med een eller flere overbygninger (lanternespir).

Sprosse: Se vindue.

Stern: Tagets nederste begrænsning mod muren.

Stik: Aflastende murværk over en muråbning, muret med særligt formede eller særligt stillede sten. Stik kan være vandrette eller have forskellige bueformer.

Stuk(katur): Beklædning af vægflader, lofter mm. med stukmasse. Stuk er velegnet til støbning i form, og i moderne tid er stuk opsat i færdigstøbte længder, der skrues fast i loftet. Betegnelsen stuk bruges også, ofte fejlagtigt, om historicismens facadedekorationer, der typisk er udført i cement eller gips. Til tider betegnes historicismen som ”stukarkitektur” pga. dens brug af støbte dekorationselementer.

Stoflighed: Betegnelse for overfladers og genstandes specifikke materialemæssige og taktile kvaliteter.

Supergrafik: Tegn, tekst, ornamentik eller grafik som udvendig dekoration af facader og synlig på lang afstand.

Søjle: Oprindelig blot en stolpe, som sammen med andre bærer tagkonstruktionen på et hus. Søjlen imiterer træets rod og krone, der på søjlen bliver til base og kapitæl. Der findes utallige typer søjler, men de doriske, joniske, korintiske, kompositte og toskanske søjleordner har fundet størst anvendelse gennem historien.

Tag: Almindeligt forekommende tagdækningsmaterialer er tagrør og strå, tagpap, tegl, skifer, zink, kobber og beton. Blandt tagformerne bør nævnes det almindelige sadeltag, der på gamle huse kan være højt og stejlt og have hældninger på 40°-60°. Jo stejlere taget er, des bedre ligger de gamle tækkematerialer såsom strå og teglsten nemlig fast. På moderne huse med sadeltag er hældningen gerne mellem 30° og 45°, i enfamilieshuse næsten altid omkring 25°. De nyere tækningsmaterialer ligger nemlig udmærket fast også med en så beskeden hældning. Et højt slankt sadeltag kaldes også spidstag. Hvis et sadeltags flader danner en næsten ret vinkel med hinanden, kaldes det et vinkeltag. Hvor det øverste lille hjørne af tagryggen ved gavlen er afskåret, taler man om kvartvalm, er taget nedadskrånende til midt på gavltrekanten, er det halvvalm, og skråner det helt ned, så der ingen  gavltrekant er, kaldes det helvalm. Mansardtaget har to afsnit, et øvre med et ringe fald og derunder et afsnit med stejlt fald, i hvilket der kan indrettes brugbare rum. Tagformen er særligt anvendt under barokkens og nybarokkens epoker. Københavnertag er en særlig variant af mansardtaget, hvor det øverste afsnit næsten er helt fladt, med meget lille  hældningsgrad. Ofte tækket med skifer på den stejle flade og tagpap på den lave flade. Det er meget udbredt på københavnske etageejendomme fra perioden 1856- 1900.

Tagrendejern: De bæringer, der holder tagrenden på plads.

Tandsnitsgesims: Gesims med lodretstående takker. Ofte forekommende i klassicisme og nyklassicisme.

Tegl: Mursten eller teglsten af brændt ler. Teglstenene blev fremstillet i rammeforme af træ, som det våde ler blev presset ned i, hvorefter det overflødige ler blev strøget af, hvilket har givet anledning til betegnelsen håndstrøgne sten. Man har senere lavet en erstatning for disse med de såkaldte blødstrøgne sten, der ganske vist er maskinelt tilvirkede, men har den håndstrøgne stens karakter. Formsten er profilerede teglsten. Mens hånd- og blødstrøgne sten har en rustik overflade, har de almindelige maskinstrøgne (maskinsten) et glat og jævnt ydre. De røde tegl er brændt af rødler, de gule af blåler. Flammede sten kan opnås ved ufuldstændig sammenblanding af de to lersorter. Såvel mursten som tagsten kan være glaserede.

Trekantgavl: Se frontispice.

Trempel: Betegnelse for en overbygning på et hus, der tjener til at give et større loftsrum. Trempel ses ofte på landbrugsbygninger og er gerne bræddebeklædt.

Tæt-lav-bevægelsen: I Danmark blev perioden 1970-80 præget af recessionen, der sammen med en voksende kritik af modernismens stort planlagte, monotone byer og forstæder af modulbyggeri bevirkede, at det tætte, lave byggeri i 2-3 etager og med en mere menneskelig skala vandt frem. Tegnestuen Vandkunsten og Lundgaard & Tranberg var markante pionerer inden for tæt-lav-byggeriet, og bebyggelsen Blangstedgård opført til Byg & Bo-udstillingen i Odense 1988 var præget af tæt-lav-skalaen. Meget af byggeriet hører stilistisk til postmodernismen. Danske eksempler: Sandbakken, Højbjerg, Tinggården, Herfølge.

Udkragning: En vandret bygningskonstruktion eller en øvre etage, som springer frem over den underliggende.

V
Valm(tag): Se tag.

Vandspy: Et fra en tagrende vandret eller skråt udstående afløbsrør. I ældre byggeri ofte formet som et fabeldyr eller anden grotesk figur. Bruges i stedet for nedløbsrør.

Vindue: Lysåbning i mur eller væg. Et almindeligt vindue er opbygget med fire karmstykker – overkarm, underkarm og sidekarme. Hertil kommer rammestykkerne, den bevægelige del, med kitfals og ruder, evt. sprosser. De vinkelformede beslag, der dels er med til at holde rammerne sammen og dels bærer det hængsel, hvormed vinduet fastholdes til karmen, kaldes hjørnebåndsbeslag. Tappen på karmen kaldes rumpestabel. Ydermere er der vindueskroge eller anverfere og længere stormkroge, der kommer i brug, når vinduet skal fikseres i åbentstående position. Et vindue kan være side-, top- eller bundhængt alt efter placeringen af hængslerne på karmen. Til tider har vinduet træsprosser, ofte med små rektangulære ruder kaldet palæruder. For at holde glassene fast i træsprosserne blev de først stiftede i en fals, og dernæst blev der lagt kit i denne for at gøre konstruktionen tæt, heraf kitfals. I almindelige vinduer kunne man vælge at dele fladen lodret igennem med en kraftig støtte, som kunne være af sten eller træ. Den kaldes en post, og da den står lodret, bliver den til en lodpost. Et sådant vindue benævnes også et torammet vindue. Det kunne gøres firerammet ved, at konstruktionen udvidedes med en tværpost, så man fik et korspostvindue. I 1800- og 1900-årene har en særlig type korspostvindue været meget udbredt. Korset har her nogenlunde samme facon som korset i vort flag, hvorfor vinduet kaldes et dannebrogsvindue.

Volut: Spiralrullet ornament på kapitæler, konsoller, gavle etc.

Vælsk gavl: Et karakteristisk stildannende element inden for hollandsk renæssance. Gavlen er rigt svunget, og gesimser tillige med nicher deler fladen op. Gavlen kan være med svungne og knækkede sandstensbånd, der skærer sig gennem fladen, ligesom der ofte vil være sandstensafsatser på kammene og måske kugler til at pynte op på disse afsatser. 

Siden er sidst opdateret: 28-02-2012