Gammelt etagebygs stilarter

Kend dit etagehus
De fleste danskere lever i en historisk bygning. Men kender man ikke til husets særlige karakteristika og oprindelige stil, risikerer man at ødelægge det ved ombygninger og renoveringsprojekter.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken farve facaden får. Om vinduerne bevares eller ej. Eller om taget er rødt eller sort. Med disse 13 stilblade er der hjælp at hente.

Stilbladene er en opfordring til at lære sit hus at kende og bevæge sig ud på gaden. Ud for at se på de bygninger, der hver dag danner ramme om tusindvis af menneskers liv og tegner byen mere end operaer, stadionbyggerier og koncertsale:Etagehusene.

Kend byens huse
Stilbladene giver en introduktion til dansk etagehusbyggeri fra perioden ca. 1850–2000. De fleste danskere, der har bolig i et etagehus, bor i en bygning, der er opført inden for dette tidsrum på 150 år. Næsten alle etageejendomme, der er bygget fra 1850’erne til i dag er variationer over 13 forskellige stilarter, som denne bog samler i 13 overskuelige stilblade. Stilbladene gennemgår bygningstyperne og deres særlige, oprindelige kendetegn. Nogle bygninger er rigt udsmykkede med støbte detaljer og glaserede tegltage. Andre er bevidst gjort enkle med vægt på funktion.

Forhåbentlig vil stilbladene åbenbare kvaliteter i din egen ejendom eller gade, som du ikke kendte eller før tog for givet. Og måske får den daglige cykeltur nyt indhold, når bygningerne kan placeres i en arkitektonisk og historisk sammenhæng.

Få råd om istandsættelse Stilbladene er også tænkt som håndbog og opslagsværk for den enkelte ejer, lejer eller andelshaver i boligforeninger, som skal vedligeholde eller istandsætte sin ejendom. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken farve man vælger til facaden på det senklassicistiske etagehus. Eller hvilke vinduer, der sættes i det nationale funkishus. Og foretager man ændringer, der strider mod husets arkitektur, risikerer man at ødelægge det - at gøre det til en mærkelig hybrid. Derfor er stilbladene også tænkt som en samling brugbare råd om, hvad der gør den enkelte bygning til noget særligt, så man kan træffe bevidste valg og fravalg, der baserer sig på et fagligt grundlag.

Stilbladene kan anvendes i interne diskussioner, på generalforsamlingen - og ikke mindst i dialog med  håndværkere og rådgivere. For eksempel når det skal afgøres, hvilken farve hoveddøren skal have for at passe til huset, om man kan lave altaner eller tagterrasse uden at skæmme, og ikke mindst når det handler om, hvorvidt vinduerne bør bevares eller udskiftes. Postulatet er ikke, at man aldrig må bryde med husets arkitektur, men at enhver bør være bevidst om, hvornår og ikke mindst hvordan man bryder med traditionen, og hvilke konsekvenser det enkelte valg har for huset, gaden og byen.

For fagfolk, rådgivere, kommuner og planlæggere kan stilbladene bruges i sagsbehandlingen, for eksempel når bevaringsværdierne skal fastlægges.

Nye øjne på byen Etagehusene findes i alle større byer og rummer en rigdom af arkitektoniske stilarter og historier, der blot venter på at blive lagt mærke til. Vidnesbyrd om forskellige tiders varierende syn på, hvad der var skønt og kunne lade sig gøre – teknisk, såvel som økonomisk, ideologisk og planmæssigt.

Etagehusene minder os om, at byen har været beboet af mennesker før os. Så prøv engang at standse op: Se, hvor interessant byen er. Hvor flot den er. Og hvor mange detaljer, der åbenbarer sig for den, der ikke haster igennem.

Stilbladene er ikke ment som lektier, man skal nærlæse fra ende til anden. Tværtimod er tanken, at man som læser skal kunne bladre bogen igennem og lade sig inspirere: At gå på opdagelse i sin egen by. At se sig om og glædes ved byen. Simpelthen.

Vælg mellem de 14 kapitler i menuen til venstre.

Siden er sidst opdateret: 14-02-2012